Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Møllebakken

Velkommen til en 5,2 km tur med flot natur, landbrug og spændende kulturhistorie. Efter 3,8 km passerer man Møllebakken, hvor der er udsigt over Odense Fjord og Hindsholm. Sporet er etableret af lokale kræfter og elever fra Hindsholmskolen. Tak til lodsejerne for at lægge jord til. God fornøjelse med turen.


1. Jernbanen

Turen fra Dalby til Stubberup går langs den nedlagte jernbane. Jernbanen åbnede den 5. april 1900 og gik fra Odense til Dalby og hed Odense-Kerteminde-Dalby-Jernbanen (OKDJ). I 1914 blev banen udvidet til Martofte (OKMJ). Jernbanen blev brugt til at transportere post, kvæg, bagage og passagerer. Efter 1,2 km på sporet finder du en gammel rampe fra Hersnap Station, som før blev brugt som perron. Lige før rampen ligger der også en skov, hvor man kan finde rester af gamle jernbaneskinner. I 1966 blev banen nedlagt.

2. Stubberup kirke (kaldet ”den hvide jomfru”)

Kirken er fra 1100-1200-tallet. Lidt før år 1500 blev kirkens skib, altså selve bygningen, længere, så kirken kunne rumme flere mennesker. I gamle dage blev kirketårnet brugt som sømærke, når folk skulle ud at sejle. Selve kirken kan spottes langs hele sporet, men kirken er mest synlig for enden af banelinjen ved Stubberup. I kirken er der en række kalkmalerier af ”træskomalerne”, som er en lille gruppe på 2-3 kalkkunstnere, der malede deres kunstværker mellem 1475-1512. Der er et gammelt sagn om, at en mand ved navn Marsk Stig døde ude på Møllerup Gods, og at han er begravet under kirkegulvet i Stubberup kirke.

3. Vejkrucifikset

Vejkrucifikset befinder sig på Fynshovedvej og kan ses fra stien ved Stubberup. Vejkrucifikset blev stillet op i 1942 og blev stjålet i 1974. Der gik 20 år, inden der blev lavet et nyt af forfatter Anders Enevig og udført af billedskærer Svend Enevig. I 1993 blev det nye krucifiks indviet med en prædiken af biskop Vincent Lind.

4. Scheelenborg gods

Scheelenborgs historie går tilbage til 1200-tallet og den mest navnkundige ejer er Marsk Stig. Sit nuværende navn fik herregåden, da landdrost von Vittinghof Scheel i 1671 købte den og fire kirker på Hindsholm. Scheelenborg var derefter i familien Juel-Brockdorffs eje, indtil godset i 1982 overgik til Kjeld Kirk Kristiansen (Lego). Hovedbygningen stammer fra 1843. I 1993 blev Stutteri Ask startet med avl af springheste med konkurrence for øje. Stutteri Ask har sit navn fra Scheelenborgs tidligere navn ”Eskebjerg”, der betød ”Bakken med Asketræerne”.

5. Møllebakken

Stedet har sit navn efter Scheelenborg Mølle, som lå på bakken indtil 1936. Eneste bevarede mølle er Viby Mølle, som absolut er et besøg værd. Fra Møllebakken er der en flot 360-graders udsigt. Mod vest kan man se Dalbybugten, mod øst Romsø, mod nordvest Scheelenborg og mod Nord kan man skimte Fynshoved. Mod sydvest ses Munkebo med Lindø industripark.

6. Landskabet

Istiderne har sat tydeligt præg på Hindsholm. Fra “Elster-istiden” kan man se spor på Fynshoveds vestvendte klinter, fra “Saale” kan man se spor i klinterne ved Snave og Stavreshoved og under den seneste istid ”Weichsel” satte Storebæltsgletcheren sit præg på landskabet. Det ses bl.a. ved, at bakkerne ligger i serier og er orienteret i en ”SSØ–NNV-lig” retning. Nyd den storslåede udsigt inden turen går videre.

Rutekort

Sporfolder

Kontakt lodsejer